Curriculum Vitae

Teaterprojekter jeg har iscenesat.

2015: Elverfolket, Holbæk. 'The Producers'. Manuskript og musik: Mel Brooks. Dansk oversættelse: Adam Price.

Broadway-musical baseret på Mel Brooks' film af samme navn fra 1967. Brooks' velkendte skøre og komiske univers danner ramme om fortællingen om Max Bialystock, en falleret musical-producer, som leder efter det næste scoop, der skal sikre hans plads på tronen i showbiz. Med hjælp fra den lettere neurotiske revisor Leo Bloom udtænker de to en snedig plan, som involverer en ilter skabsnazist, en barmfager svensk blondine og et helt ensemble af 'frække' scenekunstnere.

2009: Herlev Revy og Teater, København. 'Midt om natten'. Manuskript: Carsten Friis.

Farverig musicalforestilling, baseret på Kim Larsen og Erik Clausens film af samme navn, med de bedste hits fra vores nationalskjalds skatkiste af ørehængere, helt tilbage fra Gasolin'-tiden.

2009: Ex Machina, København. 'Like a virgin'. Manuskript: Daniel Wedel, Kasper Hoff og Anna Bro.

Anette har inviteret 10.B til klassefest 20 år efter deres afgang fra skolen. Der er lagt op til glædeligt gensyn med gamle venner og veninder, sjove selskabslege, sanseløs druk og uskyldig flirt - præcis som i de frie teenageår. Festen kommer dog ikke helt til at forløbe som Anette har planlagt den, for deltagerne har hver især medbragt deres egen agenda for aftenen.

2008: Lo Specchio, Roskilde. 'De siger, det nok skal gå'. Manuskript: Kasper Munk.

En lille en-akter om seks skæbner, der alle er sårede på sjælen af den dér forbandede kærlighed. Hver især kører de rundt i en karrusel af selvmedlidenhed og melankoli, og kan ikke se en vej ud. Først da de støder ind i hinanden og mødes i nye konstellationer, opstår der røre i dødvandet, og så kan vi måske ane et håb om forløsning i horisonten.

2006: Lo Specchio, Roskilde. 'Julegys i Johannes Syvs kirke'. Manuskript: Teatergruppen Rysensteen.

En herlig juleforestilling om en familie, der flytter ind i en gammel, forladt kirke. Eller, helt forladt er kirken ikke, for mens forældrene pakker ud og indretter sig, tager børnene på opdagelse i kirken, og her opdager de to nisser og et gammelt, forhekset spøgelse, der hedder Johannes Syv. Nu starter et eventyr i tid og rum for at hæve forbandelsen over Johannes, så julefreden til sidst kan sænke sig over gemytterne.

2006: Lo Specchio, Roskilde. 'Europamestrene'. Manuskript: Thor Bjørn Krebs.

Fragmentariske billeder af os danskere når vi er bedst/værst. Som danskere bilder vi os ind, at vi er et foregangsland på mange områder, men når det kommer til stykket, er vi så egentlig ikke bare lige så middelmådige som alle andre? Vi spilder vores tid på ligegyldigt TV, går i alt for små sko, og interesserer os kun for det, der lige vedrører os selv. Men vi er stolte, os danskere. Vi er noget særligt. Vi vandt jo i ’92 ... – på et afbud.

2005: Lo Specchio, Roskilde. 'HC'. Manuskript: Andreas Garfield.

En munter familieforestilling om H.C. Andersen og alle hans eventyrfigurer. Andersen ligger for døden, og beboerne i eventyrverden er bange for at forsvinde, når nu den store digter går bort. En lille udvalgt skare af de kendteste eventyrfigurer begiver sig nu ud på en farefuld færd, for at redde digteren over i deres egen verden, hvor man ikke kan dø, og på den måde vil eventyrene bestå for altid. Mon deres mission lykkes...?

2005: Lo Specchio, Roskilde. 'Den luft andre indånder'. Manuskript: Line Knutzon.

Et tæt kammerspil om identitet - eller mangel på samme - sat i det velkendte knutzonske univers, hvor de stakkels mennesker bor i skabene, mens de kommunikerer på et naivt vrøvlesprog. Den underliggende mening trænger dog tydeligt igennem, og historien om to såkaldt skæve eksistensers forsøg på at finde til rette i det såkaldt normale samfund åbenbares. Det er ikke nemt, for hvem er egentlig mest skæv - eller normal; dem eller samfundet?

2005: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. 'Nu er det slut, Jan T.'. Manuskript: Michael Mikkelsen og Uwe Jacobsen. Musik: Nicolai Olsen, Tine K. Jørgensen m.fl.

En gruppe af ekstreme aktivister udfører en rystende gidselaktion på en skole på midtsjælland. Børn og voksne er samlet i en gymnastiksal for at overvære en teaterforestilling skabt af den lokale ungdomsskole, da gruppen af aktivister tager kontrollen og fremturer deres politiske budskab: Ophæv Janteloven! Nu opstår spørgsmålet om budskabets nødvendighed kan retfærdiggøre gidselaktionen, eller om en sådan handling er utilgivelig uanset det bagvedliggende motiv. Er aktivisterne terrorister eller frihedskæmpere...?

2005: Lo Specchio, Roskilde. 'Wake up and smell the morning coffee'. Manuskript: Nicholaj Siltan.

Seks unge mennesker spilder deres liv med ligegyldige fester, alkohol og andre euforiserende stoffer. De er alle intelligente, talentfulde og velstillede unge med de bedste muligheder for en konstruktiv fremtid. Alligevel ødelægger de alle langsomt sig selv i en ond, knusende cirkel, som ender med at tage livet af hver enkelt. Vi sidder i periferien og kigger på mens det sker, og vi ønsker at råbe: "Vågn op af rusen! Se verden og lev i den i stedet for!" Det er desværre ikke alle, der vågner op i tide.

2004: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. 'Og når toget holder...'. Manuskript: Uwe Jacobsen. Musik: Nicolai Olsen, Tine K. Jørgensen m.fl.

Ungdomsmusical om unge, af unge, for unge. Dette er den danske ungdom lige nu. Uden filter. Hvad laver de unge når de voksne ikke er med? Nøjagtig det samme som alle os andre! Elsker, hader, håber, længes, flirter, savner, såres, slås, griner, græder, kysser, drikker. - Forskellen er bare, at de oplever det hele for første gang.

2004: Lo Specchio, Roskilde. 'Kærligheden vender tilbage'. Manuskript: Vivian Nielsen.

Poetisk og komisk drama om otte menneskers farlige dans med kærligheden. To og to danser de rundt, mens de længes, beruses, opsluges og brænder ud. Den er svær at blive klog på, den kærlighed, men ved at lære af to vinbjergsnegles parringsleg aner vi et håb om en lykkelig afslutning.

2003: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. 'Lever Drømmen?'. Manuskript: Uwe Jacobsen og Michael Mikkelsen. Musik: Nicolai Olsen, Tine K. Jørgensen m.fl.

Ungdomsmusical om vores allesammens jagt på lykke og drømme. Vi vil alle gerne være noget særligt. Vi vil alle gerne have 15 minutters berømmelse. Vi vil alle gerne vinde Popstars. Men er det lykken...?

2002: Lo Specchio, Roskilde. 'Når en sommerfugl får vinger'. Manuskript: Tina With Vedelsby.

En lille forestilling med døden som tema. Hvorfor er vi så bange for at dø? Hvem har bestemt at det er noget slemt noget? De store spørgsmål vi stiller når vi skal bort herfra, bliver pludselig meget enkle, set igennem et døende barns øjne...

2002: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. 'Rocking Bones'. Manuskript: Uwe Jacobsen og Bjarne Nielsen. Musik: Nicolai Olsen og Palle Kjær m.fl.

Ungdomsmusical som sætter spørgsmålstegn ved menneskets eksistens og berettigelse. Med tanke på tragedien i New York 11. september 2001, har vi ganske fantasifuldt forestillet os hvordan verden ser ud om 1000 år.

2001: Lo Specchio, Roskilde. 'Liebhaverne'. Manuskript: Nikoline Werdelin.

Dansk drama om seks mennesker på jagt efter livets indhold og værdier. Øjebliksbilleder og let genkendelig realisme med en nerve og dybde som kun Nikoline Werdelin kan skrive det. Hun rammer dér, hvor det gør ondt!!

2001: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. ‘Zeus på Kinden’. Manuskript: Bjarne Nielsen og Uwe Jacobsen. Musik: Palle Kjær.

Ungdomsmusical om hvordan de gamle græske guder klarer sig i nutiden, efter de er blevet vækket til live fra en magisk tornerosesøvn.

2000: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. ‘Drømmenes Dal’. Manuskript: Bjarne Nielsen og Uwe Jacobsen. Musik: Palle Kjær.

Ungdomsmusical om grænseoverskridende kærlighed mellem to unge, der bor i hver deres del af en total overvåget og kontrolleret verden. De kæmper for deres kærlighed, mens ‘Big Brother’ følger deres mindste bevægelser.

1999: Ramsø Ungdomsskole, Viby Sj. ‘Hvad er nu det? 2’ Manuskript: Bjarne Nielsen og Uwe Jacobsen m.fl. Musik: Palle Kjær og Camilla Tiedt m.fl.

Ungdomsrevykomedie, hvor det overordnede tema er misbrug i alle afskygninger. Ganske underholdende...